Jordoverfladen, der siden istiden har været grundlag for biologisk liv rummer store mængder kulstof. En væsentlig reduktion af kulstof sker når man i forbindelse med bygge- og anlægsaktivitet rømmer muldlaget og den øverste del af råjorden – altså der hvor den biologiske aktivitet er sket.
Rodvækst, orme mm har deponeret megen kulstof ned i flere meters dybde. Der er mest kulstof i det øverste lag og det aftager nedad i jorden, og meget af det kulstof der er i jorden er stabilt organisk materiale. Det organiske materiale der delvist nedbrudt af orme, bænkebiddere og tusindben går under betegnelsen humus. Vi taler om en størrelsesorden på mellem 500 – 1300 tons CO2 pr hektar.
By og infrastruktur udgør ifølge Danmarks Statistik henholdsvis 12 og 6 % af Danmarks areal, og store dele af denne kulstofpulje bliver fjernet fordi muldjord bliver anset for frostfarlig og fordi bygninger og trafikarealer ikke tager hensyn til det eksisterende terræn, bl.a. betyder parkering i underjordiske anlæg, at store mængder jord bliver flyttet og deponeret. I forbindelse med afrømning, flytning og indbygning af jord bliver vilkårene for fornyet biologisk liv væsentligt forringet.